fbpx

Sæbebehandling

SÆBEBEHANDLING AF SPISEBORD, SOFABORD & BÆNK

Køb en almindelig pakke/pose sæbespåner evt. af mærket Sterling.
Kog vand i en elkedel og sørg for at have en plastikbeholder med låg. Gerne med plads til 1 liter vand i beholderen.

Kom nu 2 store spiseske sæbe i beholderen, tilsæt ca 25 til 30 cl kogt vand og pisk sæbevandet op med el-pisker til det bliver en tyk fast slimet masse, tilpas med sæbe eller kogt vand til du føler den er der. Det må gerne være som tyk kagecreme…

Lad det køle af og læg låg på i et døgn, herefter skulle massen gerne være som en blød skocreme.

Læg en ny karklud samt køkkensvamp i bøtten så det altid er samme klud og svamp der anvendes.

I daglig brug ved aftørring af bord anvendes kluden godt vredet op i lunken vand og altid på langs med træets årer.
1 til 2 gange ugentligt alt efter brug tager du en halv teske fuld sæbe i kluden og vrider op i lunken vand og aftørrer bordet langs med årer. Bordet skal ikke være drivvådt men som ved alm. afvask – hver 2. uge skal du huske underside af bordet.

Føler du, at der er for meget sæbe i bordet? Aftør da med opvredet klud nogle gange.

Efter tørring kan du, for at holde bordet smukt i overflade, bruge en slibesvamp korn 400. Den kan købes i byggemarked. Kør blot denne let over bordet på langs med årer.

Køkkensvampen i bøtten anvender du hver tredje måned og gnider lidt mere sæbe i bordet, lader det tørre halv time og aftørrer med lunken vand på langs med årer.